Rebild Bakker

Del på facebook
Nedgang-i-Rebild-Bakker

Rebild Bakker

Rebild Bakker byder på høje stigninger, fantastiske udsigter, kilder og smuk natur. Bevæg dig op på bakketoppene og få fornemmelsen af at være højt hævet over landskabet. Eller stil dig mellem flagstængerne i ”Gryden”, hvor der hvert år afholdes Rebildfest, og fornem historiens vingesus.

Rebild Bakker var tidligere fælles græsningsareal for Rebildbøndernes kvæg, heste, får m.v. l 1911 erhvervede en gruppe dansk-amerikanere arealerne og skænkede dem til den danske stat. Til gavebrevet var knyttet tre betingelser:
1. Området skulle henligge i naturtilstand
2.Det skulle være tilgængeligt for alle 
3. Dansk-amerikanerne skulle have lov at afholde arrangementer i bakkerne på amerikanske festdage.
Området fik efter amerikansk forbillede navnet “Rebild National Park”, og USA’s uafhængighedsdag den 4. juli fejres her hvert år.

Lige indenfor portalen til Rebild Bakker ligger på højre side Rebildselskabets skulpturpark “Friendship Lawn” med buster af blandt andre Victor Borge og Max Henius og skulpturen af udvandrerfamilien.
På venstre side ligger mindelunden for modstandsmanden Jens Tolstrup og for de allierede flyvere, der kastede våben ned over Danmark i årene 1943-1945.

Geologi og natur

Rebild Bakker er såkaldte “falske bakker” – dybe smeltevandskløfter i ådalens sider, dannet lige efter istiden. Naturen i Rebild Bakker udgøres af en mosaik af hede og gammel forkrøblet bøgeskov med indslag af enebær. Ved foden af bakkerne udspringer rene, vandrige kilder med et sjældent dyreliv. Blåbær, tyttebær og revling er sammen med lyngen det naturlige bunddække, men flere steder har ørnebregnen trængt sig på. Den skal holdes nede for ikke at overtage bakkerne helt.
Væsentlige dele af bakkerne afgræsses af får, geder og kreaturer for at pleje lyngen.

Udsigter

Fra de høje bakketoppe i Rebild Bakker er der nogle fantastiske udsigter. I den sydlige del fra Kejserbakke, Sønderkol og Nørrekol, og mod nord er der en flot udsigt over Hulvejen og Gravlev ådal, når man følger stien over Brune Bakke.

Marie-Louise Maarup

Marie-Louise Maarup

Giv en kommentar

Seneste indlæg

Følg os

Del på facebook

Post kategori